En dag på den tyske Herbstzuchtprüfung i 2006 

Alle stående jagthunderacer i Tyskland skal bestå HZP inden de kan godkendes til avl, og for weimaranernes vedkommende skal de også avlsgodkendes på den tyske weimaranerklubs årlige avlsskue, herunder mentaltestes.

Prøven minder i store træk om en dansk brugsprøve (markprøve, hvor der skydes fugl for hunden, som den skal apportere korrekt) kombineret med en vand- og slæb prøve, dog med noget mere krævende vandarbejde.

Vores unge hund, Juna, bestod den tyske unghundeprøve i foråret (beskrevet i W-Nyt juni 2006). Efter en sommer med flittig træning bestod Juna vand- og slæbprøven i Holbæk, og herefter var den store udfordring den tyske HZP

Ugen før prøven fandt sted, var vi inviteret til træning hos vore tyske weimaranervenner, som havde sørget for levende ænder til formålet, således at vi afprøvede hundene som til en andejagt. Der blev sat en levende and ud i vandhullet – minus et par svingfjer – og det var virkelig noget der satte skub i hundenes forståelse for, hvor hurtigt de skal reagere på en and, der har den frækhed at dykke lige når hunden troede, at den havde fuglen.

Ved vand og slæb prøven viste Juna apporteringsevner og sporvilje, så det var egentlig mest vandarbejdet vi koncentrerede os om, da det er mere krævende end til vand-og slæbprøven herhjemme.

Vi havde meldt Juna til prøven i jagthundebrugsforeningen i Schleswig-Holstein og  

lørdag 9. september kørte Anders og jeg til Tyskland med Juna.

Vi blev delt ind i grupper med tre-fire  og hver gruppe havde tre dommere til at dømme dagens begivenheder. Juna kom i gruppe med to andre weimaranere og var helt oppe i højeste gear, for vi havde startet vores køretur kl. 4.00 om morgenen. Heldigvis  måtte vi lukke hundene ud på en eng – én ad gangen -, hvor de kunne krudte lidt af og gøre sig rene . Vi startede med markarbejdet, hvor Juna fik stand for agerhøns i en roemark, hvilket blev noteret. Som på en dansk markprøve, ligger fuglene ikke altid dér, hvor man tror, så det tog lidt tid inden alle tre hunde var færdigbedømt på markarbejdet. 

Under frokosten gjorde den ordførende dommer status over hundene og bagefter kørte vi til et stort vandhul, med en meget bred sivbevoksning hele vejen rundt. Den ordførende dommer forklarede kort proceduren omkring vandarbejdet og understregede, at han ønskede at se selvstændigt hundearbejde og at der ville blive trukket i karakteren, hvis hundeføreren var for aktiv.

Vi blev kaldt frem til dommerne og jeg fik besked på at sende Juna ud til det anviste sivområde, hvor hun selvstændigt skulle finde en and.  Da Juna havde fundet anden og afleveret den pænt, skulle hun apportere fra åbent vand som til en dansk apporteringsprøve. Vandarbejdet på levende and, klarede hun fint - også , at der blev skudt lige på vandet foran hende, hvilket vi heldigvis havde trænet et par gange. 

Så manglede Juna bare de to slæb, som er på 300 meter, men ellers nogenlunde som til vores danske vand- og slæbprøve, blot med den forskel, at hunden udover kaninslæbet også skal udrede et andeslæb. Det klarede Juna fint. Til sidst var der et marksøg, hvor der blev skudt to gange over hunden, for at teste dens skudfasthed i marken og så var vi færdigbedømt. Alle hundene fik kontrolleret tænder, pels og øjne og alt blev noteret i et skema.

Da vi fik vores kritikker ved aftensmaden, sagde de tre dommere, der var ruhårsmænd, samstemmende, at de var imponerede over de tre weimaranere,  der arbejdede  selvstændigt, men samtidig i god kontakt med deres fører. Jo, vi tre hundeførere var godt nok stolte af vores hunde.

Ved præmieuddelingen, blev vores ekvipage udnævnt til 2. bedste på dagen – vi opnåede 181 point  og modtog en fin plakette ved frokosten.

Vi havde en rigtig hyggelig dag og kørte glade hjem.

En dag på tysk unghundeprøve i 2006.

Unghundeprøven i Tyskland er en anlægsprøve for de unge hunde.Man tester den unge hunds anlæg, herunder næse, sporvilje og sporsikkerhed, søg, stand og samarbejde med føreren samt om hunden er skudfast. Endvidere noteres hundens måde at jage på: spurlaut, sichtlaut, fraglich, stumm eller waidlaut. Hundene afprøves enkeltvis, og afprøvningen stopper ikke før der er fundet vildt til samtlige hunde. Det sidste er  modsat danske markprøver, hvor der udover en god hund også skal en en del held til for at blive præmieret – ofte kommer hundene slet ikke for fugl.

Den tyske unghundeprøve er ikke en prøve, der giver adgang til avlsregisteret, men en avlsprøve, hvor man tester hundens naturlige jagtlige anlæg.

Vil man have sin hund avlsgodkendt, skal den ydermere bestå HZP´en om efteråret.  HZP´en er groft sagt en kombination af en brugsprøve og en udvidet vand og slæb prøve. Endelig skal hunden avlsgodkendes på den tyske weimaranerklubs årlige avlsskue.

Prøven fandt sted i Hamdorf ca. 50 km. sydvest for Kiel. Stemningen blev slået an af fire hornblæsere, der smukt blæste prøven ind præcis kl. 8.00.

Der deltog i år 24 hunde i den tyske weimaranerklubs Landesgruppe Nords unghundeprøve. Udover weimaranere var der både en gordon setter, flere langhårede hønsehunde, labrador retrievere(!) samt en tysk Stichelhaar med på prøven. Med tysk effektivitet blev vi lynhurtigt inddelt i seks hold med tre dommere til hvert hold. Juna var kommet på hold med to weimaranerhanhunde og en stor brun Stichelhaar.

Juna var prøvens Benjamin med sine 11 måneder mens ældste hund var lidt over 1½ år, så aldersforskellen var rimelig høj. Det har dog ikke altid den store betydning, hvis hunden har den jagtlyst og sporvilje, der skal til.

Vores hold tilbragte dagen i et fantastisk terræn i et naturbeskyttelsesområde, primært bestående af vådområder med enge og brakarealer. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har set så mange harer i mit liv. De sprang rundt omkring os som lopper på en gammel gårdkat. Her var desuden masser af råvildt, store flokke af vildænder, gæs, bekkasiner samt vadefugle, kærhøge og en stork(!) samt nogle fasaner her og dér. Da terrænlederen fortalte, at de var ti jægere, som lejede de ca. 2300ha for omkring 1 EURO pr. ha. fik vi næsten tårer i øjnene…..

Juna var som sædvanlig en krudtugle, så vi var glade for, at prøven startede med at vi bare måtte lukke hundene ud på engen, så de kunne gøre sig rene, mens dommerne iagtog hundenes adfærd. Juna kvitterede med friheden ved at ræse rundt på engen efter vildt….

Da hundene var luftet af, gik vi haretramp. Så snart der blev råbt HARE, fik vi besked på, at dække hunden af og holde den for øjnene og så blev vi kaldt frem én ad gangen, efter at uldtotten var løbet ud af syne.

 Juna fik anvist sit første harespor og satte næsen i, mens vi holdt vejret. Tænk nu om hun ikke kunne finde ud af at følge det tilfredsstillende….men Juna gjorde al tvivl til skamme ved at følge sporet længere og længere væk over stok og sten. Da vi kunne høre Juna give fuld hals på sporet, jublede tyskerne, for det er virkelig en kvalitet man sætter pris på ved en jagthund. Den ordførende dommer lod Juna komme på endnu et harespor lidt senere på dagen og denne gang fulgte hun det endnu længere væk over kanaler og ud i horisonten, igen med fuld hals, så Juna blev noteret SPURLAUT og alle var glade. Da hun kom tilbage var hun kulsort efter at være sprunget i en af de brede kanaler efter haren.

Sådan fortsatte dagen indtil alle hundene var blevet afprøvet flere gange på harespor. Den store brune Stichelhaar kunne desværre ikke finde ud af at følge harespor, selvom dommerne gav den fem chancer, så den blev noteret med 2 point. Senere fandt den dog selv en hare som den løb gøende efter og bestod så med laveste point, men blev noteret ”sichtlaut”.

Da vi kom til et nyt terræn var det blevet tid til at afprøve hundenes søg og Juna kom ud som første hund. Juna fik ret hurtigt stand til en gammel kok, der  ikke sådan uden videre lod sig sætte, men det lykkedes  til sidst og da den fløj op, jublede vi alle sammen. Nu var der kun skudprøven tilbage og den foregik ved at Juna fik lov til at afsøge en eng og så skød vi over hende på dommerens anvisning. Efter første skud fortsatte Juna så igen med at søge marken af og der blev affyret endnu et skud.

Sidste punkt på dagsordenen var at få kigget tænder, pels og øjne efter. Da dommeren erklærede at alt var i orden, kunne vi glæde os over at Juna havde bestået. De tre dommere voterede om pointgivningen uden at vi fik mere at vide endnu.

Ved firetiden kunne vi sætte os til bords, og da alle havde fået mad, var det tid til præmieringerne. Prøvelederen startede med prøvens bedste hund, en tysk langhåret med 76 point, så kom en Gordon Setter med 74 point og herefter en weimaraner med 71 point og så Juna med 70 point og prædikatet ”spurlaut”og vi modtog en fin plakette som én af prøvens syv bedste hunde. Laveste point var 54.

Vi kan varmt anbefale alle denne prøve, som er på hundenes præmisser og som er en rigtig jagtprøve, hvor hundens jagtlige evner   prioritereres højere end fart og stil. Samtidig er det ren luksus at få afprøvet sin hund alene og så oven i købet af tre dommere.